Ældresagen - 35

Ældresagen - 35.

Som mine tætteste venner - eller dem, der har været til mine fødselsdagsfester de sidste par år - ved, så bliver jeg deprimeret af at have fødselsdag. Og det ser ud til at ramme hårdere, for hvert år der går. Eller måske rammer det hårdest, når jeg er midt i et årti? Jeg synes i hvert fald at huske en sorg, fra den gang jeg ramte de 25.

I Brasilien, som er et land, hvor stjernetegn osv. er noget, mange tror på, taler man om "inferno astral". Stjerne helvede. Tiden før ens fødselsdag, hvor alt muligt går galt. I Danmark vil man måske tale om fødselsdagsnissen? Eller fødselsdagstrold? Birthdayswitch? Det kommer vel an på, hvilken årstid man er født.

I år ramte det også hårdt. Og tidligt. Jeg tror, jeg har gået og gruet for den skide dato i flere måneder.
Da jeg var barn, havde jeg en idé om, at jeg nok vil få børn omkring jeg var 25. I går ramte jeg 35.
Status? Ingen kæreste, ingen børn, arbejdsløs, lige været sygemeldt med stress i en måned, bor til leje i et værelse på omkring 10 kvm. Det så oveni købet ud til, at jeg kunne risikere ikke at modtage dagpenge, så jeg ville skulle, for anden gang i år, bede min mor om at hjælpe mig økonomisk.

Det ser heller ikke ud til, at jeg har rykket mig en centimeter, på det sentimentale plan, fra den gang jeg var 15-16 og blev drevet af libidoen. Min far advarede mig allerede imod den, gang jeg var 12-13 år gammel ... 

- Cuidado com essa sua libido, filha! (pas på med den der libido du har, når du tager i byen).
- Ja ja far, Libi hvad for én, hvad betyder det far??? 
- Øh... det må du selv slå op i en ordbog.

Jeg glemmer stadigvæk at tjekke om formalierne er i orden, før sesam åbner sig. Noget værre rod, hver eneste gang.

Jeg har holdt en fest hvert år omkring min fødselsdag, som regel mest for mine venner, men familien var også velkommen. I år orkede jeg ikke. Da datoen nærmede sig, begyndte folk at spørge om det, og jeg meldte ud. Ikke i år. Jeg har ikke noget at fejre i år. Sådan følte jeg det virkeligt. Alligevel endte jeg, modvilligt, med at blive fejret hos min mormor dagen før. For en gangs skyld kun med familie.

Jeg havde ikke lyst til det, og jeg gik det meste af tiden, hvor jeg forberedte festen, med tårer i øjnene. Meget ked af det, og med meget selvmedlidenhed. Og så synes jeg at kødet så lidt gammelt ud, selvom vi havde købt det i den fine Mad og Vin butik i Magasin. Og mit forsøg på at jævne champignonsovsen, det begyndte at ligne en klumpet ulykke.

Egoet var i højt beredskab."Du er 35, betaler ikke engang for den mad, du serverer på din fødselsdag, og der er mel klumper i din sovs. Taber!" Av min stolthed. Så jeg bed af min mor, da hun kom og forklarede mig, at man altså skal røre mel op i koldt vand FØR man blander den op i den varme sovs - selvom det virkede.  Det var bare så irriterende ikke at kunne huske det.

I går havde jeg slet ikke lyst til at vågne. Jeg vågnede faktisk tidligt af mig selv, men jeg havde så mange ubehagelige drømme at jeg blev nødt til at sove igen. Desværre blev det ved med de onde drømme.
Jeg stod op med lysten til at vræle, klumpen i halsen og trangen til at ligge i fosterstilling omkring kl. 10. Jeg havde heldigvis en aftale kl. 13.15 hos min læge, så jeg blev nødt til at komme i gang med dagen. Jeg havde også lovet mig selv OG udtalt højt for tre personer i min omgangskreds, at jeg ville starte med at træne igen. Så ingen vej tilbage. Det skulle være godt mod stress, havde lægen sagt sidst jeg besøgte ham.

Jeg slæbte mig igennem lægebesøget, fik rettet på det formalia, der skulle til for dagpengesystemet, havde forsøgt at søge jobs om morgen, fik overtalt lægen til at give mig en henvisning til en psykolog og kom ud og træne. Både lægen og personen bag skranken i træningscentret, hvor jeg ikke havde sat fødderne siden ca. marts, ønskede mig tillykke med dagen.
Jeg blev helt fast besluttet på, at jeg ville invitere min mor til middag på min fødselsdag. At have en person til middag burde være til at overkomme. Så jeg gik ned i Rema og fik købt ind til at lave en brasiliansk inspireret pastaret med rejer og osteflødesovs.

Fødselsdagsmiddagen gik fint, med selskab af min dejlig sambo også, som dog havde trukket sig tilbage på det rette tidspunkt. Min mors medbragte mousserende vin, de øl jeg havde drukket forinden, det glas Chenin Blanc og den afsluttende Dark and Stormy kunne fremme mor-datter snak i al intimitet. Jeg fik lettet mit hjerte, og tilsyneladende løftet sløret overfor hende, omkring hvorfor jeg havde taget de (dumme) karrierevalg, jeg har taget siden 2014.

Jo tættere jeg kom på midnat, jo lettere var jeg. Faktisk var jeg glad igen, inden jeg sov. Måske var det vinen, måske var det snakken, måske var det de 100 Euro jeg fik af min stedfar.  En af mine veninder siger, at der er ikke noget der hedder depression, det hedder tom lomme.
 Måske virkede den store mængde af skrevne facebook, whatsapp og telefonhilsner alligevel. De siger, der skal minimum 6 facebook interaktioner eller likes til at det føles i ens hjerne som en reel personlig interaktion. Jeg tror stadigvæk, at udsigten til at datoen var overstået, havde en finger med i spillet. Juhuu, der er et helt år til næste omgang!!!

I morges vågnede jeg kl. 05 og var ok med det, selvom jeg også vågnede fra et mareridt. Og jeg fik søgt arbejde, der var faktisk noget at søge, jeg fik ordnet mere formalia med a-kassen, jeg fik læst, trænet...

I træningscentret prøvede jeg endda på at finde ud af, om jeg kunne sparre penge på mit abonnement. Det var den samme venlig fyr bag skranken, som havde betjent mig før, smilet, og ønsket mig tillykke. Han havde nogle store overarme. Jeg observerede dem, mens jeg stod og ventede på min tur.

Musklerne fik mig til at tænke tilbage på den sidste gang, for ca. 15. år siden, jeg havde været tiltrukket af en fitnesscenter dude.

Det første, der var kommet ud af min mund, da kroppen i sin helhed blev præsenteret nøgen for mig var: " Du tager vel ikke anabolske steroider? Du ved godt det er har nogle sideeffekter?"
Det var ikke det hele, der var stort og pumpet på det mande eksemplar.

Siden da, har jeg aldrig mere set på store muskler på sammen måde. Med mindre de kom af arbejde. Og alligevel ikke. Andet empiri har vist mig, at man skal holde sig fra fotoperfekte kroppe. Men det er en anden historie.

Fitness fyren forklarer mig, at den løsning jeg har i sinde, ikke bliver økonomisk for mig inden to måneder. Der planlægger jeg at have arbejde og ikke kunne træne midt på dagen.
Jeg kommenterer, at der er meget, der ikke kan betale sig, hver gang man prøver på at sparre på sit fitness center, for eksempel pauseordning, eller melde sig ud... Man er ligesom fanget.

Han forklarer videre, at med et dyrere abonnement kan man faktisk sætte abonnement på pause med det samme. Jeg kan mærke at han bestræber sig på at give en god service eller være en god sælger, ud fra det han har at arbejde med.

Han spørger ind til min alder, jeg svarer ærligt 35, han havde jo ønsket mig tillykke med dagen, dagen før...

Han fortsætter. "Nogle firmaer har jo ordninger" Jeg havde liiiige forklaret grunden til at jeg undersøgte sparremuligheden med træning midt på dagen, jeg er jo arbejdsløs.

"Jamen så er der alt mulige medlemskort, for eksempel ældresagen".

Jeg blev chokeret af tilbuddet. Og reageret vist også lidt højt med noget à la "Altså jeg er 35, så gammel er jeg nu ikke!"
Han prøvede på at redde den. "Jeg meldte mig ind da jeg var 18". Det blev for komisk til at jeg kunne stå der. Så jeg gik ned i omklædningen.

I går havde jeg nok grædt. Men i dag grinte jeg stadigvæk i dampbadet.

Han prøvede på at redde den igen da jeg var på vej ud.
"Jamen det var en dejlig lang træning du holdte i dag" Den fejede jeg også væk, jeg havde stået og snakket tøsesnak med en ældre dame i omklædningsrummet om net dating og hvordan man mødte folk den gang hun var ung. Og mindst brugt 20 minutter på at prøve på at få mine nye trådløse earplugs til at virke. Uden held. Stakkels dreng.

Eller også skal jeg lade være med at kigge på store muskler og tænke på små tissemænd?

Karma is a bitch.

PS: Billederne er udsnit af et maleri udstillet på Fuglsang museet, jeg kan desværre ikke huske navnet  på den danske maler, eller navnet på billedet, men det var noget med en vogter i en eller anden mytologisk sammenhæng.