brazilianspamnewsletter #3
Hej!
Jeg håber i er kommet godt ind i det nye år og har benyttet jer af kulden som en god grund til at komme hinanden nærmere!
Her er det stadigvæk meget varmt, for varmt, så det kommer også skybrud nærmest hverdag. Det betyder at der er jordskred, som i måske har hørt om omkring nytårsaften ( der er en del folk der er døde ved São Paulo og Rio delstaternes kyster som konsekvens af det - og at der blev bygget for tæt op af højene) og oversvømmelser.
Sissa, en af de personer der arbejder for Léa, fortalte for eksempel at det er ofte for tiden at hun skal hjem ved at krydse oversvømmet gader ved hjælp af reb bundet til gadeskilte...
Her hvor jeg bor er det fint dog, selvom jeg har fået at vide at Vila Ipojuca betyder Vila råddent vand...
Anyway, der er meget varmt og det betyder lavt blodtryk, hovedpine og forhøjet dovenskab, især for dem der ikke har noget at stå op til.
Siden min sidste mail er jeg faldet lidt mere til, selvom jeg endnu har meget jeg skal vende mig til. Men det tager tid og Brasilien og São Paulo er store og lidt frygt indbydende, især når man ikke engang kunne finde sig selv i andedammen.
Til nytår var jeg med Léa Freires familie (dvs vi var små 44 mennesker) på et hotel eller "Paradise golf resort" i São Paulo interior ved en by kaldt Mogí das Cruzes lige ved... og det skal i kunne sige 4 gange hurtigt når vi ses igen... Itaquaquecetuba. Det siges itakuakecetuba. Jeg glæder mig allerede. :-)
Det var en oplevelse, det der Paradize resort. Det var et sted der oprenligt var lavet som golf klub, men som ikke helt kunne nøjes med at være det, så de har lavet et familie hotel i Club Med stilen, med aktiviteter børneklub osv. De fleste gæster var hvad Tita og Fé kalder Bob Nelson typer, dvs. sådan nogle der går med pænt tøj og en overtrøje bundet om halsen.
Der var mulighed for at ride, ro i kayak, klatre, svømme, lave hydrogymnastik osv. Jeg fik ikke benyttet mig af så meget, især fordi kayak var i en stor represa, et oversvømmet område, hvor der så ud til at være mange forhindringer som træer osv. Men det var sjovt at opleve alle fætre og kusiner og deres selskabs lege. Den ene gik ud på at klappe og synge og når ens nummer blev sagt skulle man sige det og den næstes, i rytme. Hver gang man ikke gjorde det ordentligt fik man et nyt navn (først dyr, så frugt, så kendte mennesker osv. afhængigt at hvor mange gange man dummede sig) som de andre selvfølgeligt også skulle huske.
Vi kom hjem til São Paulo søndag forrig uge og efter lidt mere slowmotion tid, er jeg så småt begyndt på at søge job seriøst, og ikke mindst begyndt på at få mod på til at bevæge mig lidt rundt i São Paulo alene. Det kan godt være lidt besværligt. Bus systemet her er ret forvirrende. Busstopsstederne er en blå pind på gaden, uden indikation af hvilke busser der kommer, hvornår og hvor de tager hen, så det kræver ret meget insider viden. Men indtil videre ender jeg med at finde mit mål, selvom jeg tror man kan tælle de gange jeg er kommet direkte hen hvor jeg skulle på en halv hånd. det positive er dog at hver gang jeg går den forkerte vej, opdager jeg nogle nye ting. For eksempel gik jeg den forkerte vej af Rua Augusta i forgårs, da jeg skulle mødes med en franskmand der muligvis havde noget arbejde til mig, og endte med at gå rundt på en gade med masse af gode tøjbutikker...
Mødet var i øvrigt godt, selvom det viste sig at fyren ikke havde nogle konkrete festivals projekter lige nu, for han forklarede mig lidt de forskellige veje at gå i forbindelse med Music Business her,især i forhold til live musik, hvilket jeg er mest interesseret i. Og jeg fik lovet nogle gode kontakter. Igen. Her er det jo nærmest vigtigere at være præsenteret af nogle end at have gode diplomaer. Det passer mig fint, siden det er ret besværligt at forklare hvad man kan når man er kandidat i performance-design...
Men det er rart at være lidt længere i São Paulo, så jeg lige kan lande og begynde at komme ind i en rytme.
Sidste lørdag fik jeg tilbudt et job, ved at hjælpe en producer og festival mager (Capucho), en af mine fars venner som også var i DK i forbindelse med Womex, men det er små ting rent økonomisk. Han beskæftiger sig hovedsageligt med instrumental musik og har lavet en instrumental og jazz festival i norden, men jeg tror ikke rigtigt det er den vej jeg vil gå. Jeg tror også at jeg har fundet ud af, at hvis jeg ville fortsatte med at arbejde i musikbranchen, så vil jeg måske investere mig i lidt større mere kendte projekter, eller i hvert fald et eller andet der henvender sig til et bredt og ungt publikum.
Hver dag møder jeg folk eller får kontakt til folk som gerne vil hjælpe og giver mig gode fifs. I onsdags var jeg på Ó do Borogodó, et ret kendt sted hvor der er live musik hverdag, med rigtig gode choro bands, og for første gang siden jeg kom hertil blev badet i det brasiliansk kødmarked. Det var ret sjovt dog og jeg fik kontakt til en fyr der ville åbne en ny samba bar, som allerede havde to steder (bl.a. et, assembleia bar, som har fået gode priser i gå i byen blade) og som virket interesseret i min arbejdskraft. Det lød lidt spændende, for så ville jeg få muligheden for at være med i et begyndende sted.
En anden jeg mødte i går herhjemme, hvor jeg blev sat til at synge for hende, var damen der producerede Maria Ritas (Elis Reginas datter en meget god og kendt sangerinde) to første cd'er. Så der er hele tiden nye mennesker og nye muligheder. Det er dejligt.
Jeg håber i er kommet godt ind i det nye år og har benyttet jer af kulden som en god grund til at komme hinanden nærmere!
Her er det stadigvæk meget varmt, for varmt, så det kommer også skybrud nærmest hverdag. Det betyder at der er jordskred, som i måske har hørt om omkring nytårsaften ( der er en del folk der er døde ved São Paulo og Rio delstaternes kyster som konsekvens af det - og at der blev bygget for tæt op af højene) og oversvømmelser.
Sissa, en af de personer der arbejder for Léa, fortalte for eksempel at det er ofte for tiden at hun skal hjem ved at krydse oversvømmet gader ved hjælp af reb bundet til gadeskilte...
Her hvor jeg bor er det fint dog, selvom jeg har fået at vide at Vila Ipojuca betyder Vila råddent vand...
Anyway, der er meget varmt og det betyder lavt blodtryk, hovedpine og forhøjet dovenskab, især for dem der ikke har noget at stå op til.
Siden min sidste mail er jeg faldet lidt mere til, selvom jeg endnu har meget jeg skal vende mig til. Men det tager tid og Brasilien og São Paulo er store og lidt frygt indbydende, især når man ikke engang kunne finde sig selv i andedammen.
Til nytår var jeg med Léa Freires familie (dvs vi var små 44 mennesker) på et hotel eller "Paradise golf resort" i São Paulo interior ved en by kaldt Mogí das Cruzes lige ved... og det skal i kunne sige 4 gange hurtigt når vi ses igen... Itaquaquecetuba. Det siges itakuakecetuba. Jeg glæder mig allerede. :-)
Det var en oplevelse, det der Paradize resort. Det var et sted der oprenligt var lavet som golf klub, men som ikke helt kunne nøjes med at være det, så de har lavet et familie hotel i Club Med stilen, med aktiviteter børneklub osv. De fleste gæster var hvad Tita og Fé kalder Bob Nelson typer, dvs. sådan nogle der går med pænt tøj og en overtrøje bundet om halsen.
Der var mulighed for at ride, ro i kayak, klatre, svømme, lave hydrogymnastik osv. Jeg fik ikke benyttet mig af så meget, især fordi kayak var i en stor represa, et oversvømmet område, hvor der så ud til at være mange forhindringer som træer osv. Men det var sjovt at opleve alle fætre og kusiner og deres selskabs lege. Den ene gik ud på at klappe og synge og når ens nummer blev sagt skulle man sige det og den næstes, i rytme. Hver gang man ikke gjorde det ordentligt fik man et nyt navn (først dyr, så frugt, så kendte mennesker osv. afhængigt at hvor mange gange man dummede sig) som de andre selvfølgeligt også skulle huske.
Vi kom hjem til São Paulo søndag forrig uge og efter lidt mere slowmotion tid, er jeg så småt begyndt på at søge job seriøst, og ikke mindst begyndt på at få mod på til at bevæge mig lidt rundt i São Paulo alene. Det kan godt være lidt besværligt. Bus systemet her er ret forvirrende. Busstopsstederne er en blå pind på gaden, uden indikation af hvilke busser der kommer, hvornår og hvor de tager hen, så det kræver ret meget insider viden. Men indtil videre ender jeg med at finde mit mål, selvom jeg tror man kan tælle de gange jeg er kommet direkte hen hvor jeg skulle på en halv hånd. det positive er dog at hver gang jeg går den forkerte vej, opdager jeg nogle nye ting. For eksempel gik jeg den forkerte vej af Rua Augusta i forgårs, da jeg skulle mødes med en franskmand der muligvis havde noget arbejde til mig, og endte med at gå rundt på en gade med masse af gode tøjbutikker...
Mødet var i øvrigt godt, selvom det viste sig at fyren ikke havde nogle konkrete festivals projekter lige nu, for han forklarede mig lidt de forskellige veje at gå i forbindelse med Music Business her,især i forhold til live musik, hvilket jeg er mest interesseret i. Og jeg fik lovet nogle gode kontakter. Igen. Her er det jo nærmest vigtigere at være præsenteret af nogle end at have gode diplomaer. Det passer mig fint, siden det er ret besværligt at forklare hvad man kan når man er kandidat i performance-design...
Men det er rart at være lidt længere i São Paulo, så jeg lige kan lande og begynde at komme ind i en rytme.
Sidste lørdag fik jeg tilbudt et job, ved at hjælpe en producer og festival mager (Capucho), en af mine fars venner som også var i DK i forbindelse med Womex, men det er små ting rent økonomisk. Han beskæftiger sig hovedsageligt med instrumental musik og har lavet en instrumental og jazz festival i norden, men jeg tror ikke rigtigt det er den vej jeg vil gå. Jeg tror også at jeg har fundet ud af, at hvis jeg ville fortsatte med at arbejde i musikbranchen, så vil jeg måske investere mig i lidt større mere kendte projekter, eller i hvert fald et eller andet der henvender sig til et bredt og ungt publikum.
Hver dag møder jeg folk eller får kontakt til folk som gerne vil hjælpe og giver mig gode fifs. I onsdags var jeg på Ó do Borogodó, et ret kendt sted hvor der er live musik hverdag, med rigtig gode choro bands, og for første gang siden jeg kom hertil blev badet i det brasiliansk kødmarked. Det var ret sjovt dog og jeg fik kontakt til en fyr der ville åbne en ny samba bar, som allerede havde to steder (bl.a. et, assembleia bar, som har fået gode priser i gå i byen blade) og som virket interesseret i min arbejdskraft. Det lød lidt spændende, for så ville jeg få muligheden for at være med i et begyndende sted.
En anden jeg mødte i går herhjemme, hvor jeg blev sat til at synge for hende, var damen der producerede Maria Ritas (Elis Reginas datter en meget god og kendt sangerinde) to første cd'er. Så der er hele tiden nye mennesker og nye muligheder. Det er dejligt.
Kommentarer
Send en kommentar