spamnewsletter #1
Date: 2009/12/14
Subject: Brazilian Spamnewsletter #1=procrastination #1
Hej!
Af en eller anden mystisk grund, (måske fordi vi er i familie, måske
fordi vi er venner, måske fordi vi har arbejdet eller læst sammen,) er
du endt i denne liste af mennesker, som vil få dette "newsletter".
Altså en mere eller mindre regelmæssig rundemail omkring mine
oplevelser i mit brasiliansk forsøg. Hvaffor'søg?
For præcist en måned siden så jeg lyset (kæmpe stor esoterisk
oplevelse... jo, ordet findes på dansk) Jeg skulle til Brasilien og
prøve på at skifte køn, for det er de jo så gode til her... Nej ok,
ikke ligefremt.
Men jeg besluttede mig for at stoppe på arbejdet, i det at min
daværende kontrakt vil ende den første december, og tage til Brasilien
et stykke tid. Og jo mere jeg tænkte på det, jo mere blev det til at
jeg endeligt ville flytte til Brasilien, fordi ny verden nyt liv og
jeg er alligevel ikke rigtigt startet på "voksenlivet, i hvertfald
ikke så meget, så hvorfor ikke starte karrieren herover?
Så jeg fortalte om min beslutning til min chef og begyndte ellers at
forberede den store rejse... Der er ret mange administrative ting man
skal forholde sig til, selvom man ikke giver det hele op på en
gang...Og så oprydningen... Og afskedsfesten... I øvrigt tak til dem
der kom, det var dejligt at se jer!
Og gik turen hertil (São Paulo, Vila Ipojuca et kvarter i øst São
Paulo) via Paris og Rio, takket været et lift jeg fik af min mor
(eller måske også Air-France... lidt)
Rio, ikke så meget at fortælle, det pissede det meste af tiden, så jeg
brugte tiden med min mor til at gøre fornuftige ting.
Først bruge et par timer på hotellets (Sofitel) morgenbuffet, som er
fuldstændig ekstravagant og dejlig, så tage ud og jage en cavaquinho
på avenida copabacana (correct me if I'm wrong), som er langt væk fra
Copacabana. Det lykkes os at finde en som vi mente var rimelig til en
rimelig pris i 5. musikbutik. Der observerede vi (eller retter sagt,
mor italesat) et yderstbrasiliansk fænomen. Den semitechnologiske
instrument elevator, bestående at to plastikposer for enden af et reb,
med en mand til at betjene det nederst og en anden øverst, begge
bevæbnede med telefoner eller walkie talkie, så de kunne fortælle
hinanden hvilket instrument skulle flyve...
Så selvfølgeligt brasiliansk skønheds salon(3 timer, man har vel været
væk i to år) uden ulykker! Mit hår er blevet halvandet år yngre ca.
(15-20cm'er kortere) så nu ligner det noget igen. Det var onsdag.
Torsdag kunne man stadigvæk bruge det fine fransk udtryk "il pleut
comme vache qui pisse" (det regner som en ko pisser) om vejret, så mor
og mig besluttede os for at være højkulturelle og tage på museet. Og
vi skulle også lige mærke byen og føle os som folk der boede der, så
vi tog også bussen. Og skiftede bus, fordi vi mente vi var på den
forkerte.
En time senere var vi kommet til Rodoviaria Novo Rio (busstation hvor
man tager bussen til hele landet) uden at være kommet forbi MAM (muséo
da Arte Moderna), så jeg fik købt min busbillet til São Paulo til
dagen efter, vi hoppede på en taxa, fik prøvet tránsito carioca (rios
trafikpropper) og så kom vi til museet. Pænt trætte. Så nu skulle
lortet overstås.
Og vi kiggede på kunst, det var spændende, men hellere ikke for meget.
Der var en Vergara udstilling om hans grafisk kunst, hvor der var
nogle interessante ting, bl.a. noget 3D hologramog ellers var der en
udstilling med en franskmand som sagde mig idt (Fromanger)... Så blev
hjernen ellers overloadet
http://www.mamrio.com.br/
Nå, men fredag gik turen til São Paulo (6 timers busstur) og der er
jeg nu. Jeg bor hos Léa Freire, eller rettere sagt i børnehuset, dvs.
det hus hvor hun har sin label (Maritaca :
http://www.maritaca.art.br/), men også det hus hun flyttede fra
dengang hun mente børnene var blevet store nok til at flytte
hjemmefra. (Tita er 28 og Fé(rnando) er 24) Nu bor hun i et hus en
kilometer herfra, hvor alle børnene (inkl. mig, for jeg er blevet
adopteret) kommer og spiser frokost dagligt. I det nye hus er der
flygel, mange fløjter, mange guitarer, et trommesæt, pandeiro,
computer til alle der skulle bruge det (Mac' sføli')...
I det gammel er der pladeselskabet, børnene, Fé sover alligevel altid
på sofaen så jeg har fået hans værelse, og João, nevøen.
Der bliver passet godt på os, jeg har fået at vide at jeg skulle bare
blive så længe det passede mig, og ikke bekymre mig, så det gør jeg
(men tager lige til Ilhabela næste uge)
http://www.ilhabela.com.br/
Og så er jeg endnu en gang blevet bevidst om hvor umyndig jeg bliver
når jeg kommer til Brasilien... Men det skal ikke få lov til at tage
over. Her er der en beivsthed om at tingene er mere kompliceret, og
man skal introduceres til folk, selvfølgelig er der meget jeg lige
skal lære at kende til og det kræver ben i næsen... Men mon ikke at
det kommer med erfaringen?
Om ikke andet er det dejligt at have hjælp til at få ordnet bank og
andre papir af Maritaca sektretæren, Leila, som i starten bare var en
rengøringspige i huset. Hun har allerede sat bank og jeg ved ikke hvem
i sving:
" Léa har sagt at Moema skulle have adgang til bla bla og du skal
finde ud af bla bla og det skal du have gjort til i går! Er det
forstået!?"
Så kigger hun på mig og siger " Jamen, det er sådan de skal behandles
de der bankfolk, eller laver de ikke en skid!"
Jeg kunne nok lære lidt (ret meget endda) af hende, tror jeg.
På den side er jeg ret heldig, i de kendskaber min far har efterladt
mig, vrimler det med stærke kvinder og andre gode kontakter. Så jeg
får der meget inspiration til at feje usikkerheden og passiviteten
væk.
Nå... det blev langt nok... Og jeg fik ikke taget mig af de ting jeg
skal se til for at sætte mig eget liv i sving. Så det må jeg hellere
gøre!
Subject: Brazilian Spamnewsletter #1=procrastination #1
Hej!
Af en eller anden mystisk grund, (måske fordi vi er i familie, måske
fordi vi er venner, måske fordi vi har arbejdet eller læst sammen,) er
du endt i denne liste af mennesker, som vil få dette "newsletter".
Altså en mere eller mindre regelmæssig rundemail omkring mine
oplevelser i mit brasiliansk forsøg. Hvaffor'søg?
For præcist en måned siden så jeg lyset (kæmpe stor esoterisk
oplevelse... jo, ordet findes på dansk) Jeg skulle til Brasilien og
prøve på at skifte køn, for det er de jo så gode til her... Nej ok,
ikke ligefremt.
Men jeg besluttede mig for at stoppe på arbejdet, i det at min
daværende kontrakt vil ende den første december, og tage til Brasilien
et stykke tid. Og jo mere jeg tænkte på det, jo mere blev det til at
jeg endeligt ville flytte til Brasilien, fordi ny verden nyt liv og
jeg er alligevel ikke rigtigt startet på "voksenlivet, i hvertfald
ikke så meget, så hvorfor ikke starte karrieren herover?
Så jeg fortalte om min beslutning til min chef og begyndte ellers at
forberede den store rejse... Der er ret mange administrative ting man
skal forholde sig til, selvom man ikke giver det hele op på en
gang...Og så oprydningen... Og afskedsfesten... I øvrigt tak til dem
der kom, det var dejligt at se jer!
Og gik turen hertil (São Paulo, Vila Ipojuca et kvarter i øst São
Paulo) via Paris og Rio, takket været et lift jeg fik af min mor
(eller måske også Air-France... lidt)
Rio, ikke så meget at fortælle, det pissede det meste af tiden, så jeg
brugte tiden med min mor til at gøre fornuftige ting.
Først bruge et par timer på hotellets (Sofitel) morgenbuffet, som er
fuldstændig ekstravagant og dejlig, så tage ud og jage en cavaquinho
på avenida copabacana (correct me if I'm wrong), som er langt væk fra
Copacabana. Det lykkes os at finde en som vi mente var rimelig til en
rimelig pris i 5. musikbutik. Der observerede vi (eller retter sagt,
mor italesat) et yderstbrasiliansk fænomen. Den semitechnologiske
instrument elevator, bestående at to plastikposer for enden af et reb,
med en mand til at betjene det nederst og en anden øverst, begge
bevæbnede med telefoner eller walkie talkie, så de kunne fortælle
hinanden hvilket instrument skulle flyve...
Så selvfølgeligt brasiliansk skønheds salon(3 timer, man har vel været
væk i to år) uden ulykker! Mit hår er blevet halvandet år yngre ca.
(15-20cm'er kortere) så nu ligner det noget igen. Det var onsdag.
Torsdag kunne man stadigvæk bruge det fine fransk udtryk "il pleut
comme vache qui pisse" (det regner som en ko pisser) om vejret, så mor
og mig besluttede os for at være højkulturelle og tage på museet. Og
vi skulle også lige mærke byen og føle os som folk der boede der, så
vi tog også bussen. Og skiftede bus, fordi vi mente vi var på den
forkerte.
En time senere var vi kommet til Rodoviaria Novo Rio (busstation hvor
man tager bussen til hele landet) uden at være kommet forbi MAM (muséo
da Arte Moderna), så jeg fik købt min busbillet til São Paulo til
dagen efter, vi hoppede på en taxa, fik prøvet tránsito carioca (rios
trafikpropper) og så kom vi til museet. Pænt trætte. Så nu skulle
lortet overstås.
Og vi kiggede på kunst, det var spændende, men hellere ikke for meget.
Der var en Vergara udstilling om hans grafisk kunst, hvor der var
nogle interessante ting, bl.a. noget 3D hologramog ellers var der en
udstilling med en franskmand som sagde mig idt (Fromanger)... Så blev
hjernen ellers overloadet
http://www.mamrio.com.br/
Nå, men fredag gik turen til São Paulo (6 timers busstur) og der er
jeg nu. Jeg bor hos Léa Freire, eller rettere sagt i børnehuset, dvs.
det hus hvor hun har sin label (Maritaca :
http://www.maritaca.art.br/), men også det hus hun flyttede fra
dengang hun mente børnene var blevet store nok til at flytte
hjemmefra. (Tita er 28 og Fé(rnando) er 24) Nu bor hun i et hus en
kilometer herfra, hvor alle børnene (inkl. mig, for jeg er blevet
adopteret) kommer og spiser frokost dagligt. I det nye hus er der
flygel, mange fløjter, mange guitarer, et trommesæt, pandeiro,
computer til alle der skulle bruge det (Mac' sføli')...
I det gammel er der pladeselskabet, børnene, Fé sover alligevel altid
på sofaen så jeg har fået hans værelse, og João, nevøen.
Der bliver passet godt på os, jeg har fået at vide at jeg skulle bare
blive så længe det passede mig, og ikke bekymre mig, så det gør jeg
(men tager lige til Ilhabela næste uge)
http://www.ilhabela.com.br/
Og så er jeg endnu en gang blevet bevidst om hvor umyndig jeg bliver
når jeg kommer til Brasilien... Men det skal ikke få lov til at tage
over. Her er der en beivsthed om at tingene er mere kompliceret, og
man skal introduceres til folk, selvfølgelig er der meget jeg lige
skal lære at kende til og det kræver ben i næsen... Men mon ikke at
det kommer med erfaringen?
Om ikke andet er det dejligt at have hjælp til at få ordnet bank og
andre papir af Maritaca sektretæren, Leila, som i starten bare var en
rengøringspige i huset. Hun har allerede sat bank og jeg ved ikke hvem
i sving:
" Léa har sagt at Moema skulle have adgang til bla bla og du skal
finde ud af bla bla og det skal du have gjort til i går! Er det
forstået!?"
Så kigger hun på mig og siger " Jamen, det er sådan de skal behandles
de der bankfolk, eller laver de ikke en skid!"
Jeg kunne nok lære lidt (ret meget endda) af hende, tror jeg.
På den side er jeg ret heldig, i de kendskaber min far har efterladt
mig, vrimler det med stærke kvinder og andre gode kontakter. Så jeg
får der meget inspiration til at feje usikkerheden og passiviteten
væk.
Nå... det blev langt nok... Og jeg fik ikke taget mig af de ting jeg
skal se til for at sætte mig eget liv i sving. Så det må jeg hellere
gøre!
Kommentarer
Send en kommentar