prekær intellektuel?
der er efterhånden gået et kvart år eller mere siden jeg sidste bloggede... Og det er der måske god grund til, for der er alligevel sket lidt i denne ny uddannede kvindes liv...
Jeg har stadigvæk ikke fundet mig et betalt fuldtidsjob, men jeg har oplevet og arbejdet en del. I starten af året var jeg ude og flyve en lille tur og få en lille bid luksus liv...
Jeg fløj først ned til Paris et par dage, hvor jeg besøgte min mor og min teenagetids forstad, hvor jeg i stedet for at opsøge mennesker fra mit franske liv, venner og sådan, gemte mig i lejligheden, spillede kabale i timevis, var ude og gå i den nærliggende hule skov (Le bois des trous) og ellers ud og besøge mit speciales case, dvs. den franske radiostation Radio Nova.
Derefter fulgte jeg med min mor på hendes arbejde i 4 dage... Nærmere betegnet, fløj jeg til Santiago del Chile med hende og fik dermed muligheden for at betragte stewardesse livet på nært hold...
Dette var en af de gode luksus flyvninger, med over 48 timer på stedet og dermed tid til lidt trekking og rafting nær Andes bjergene...
Det var magisk, natur udflugten var en af de dejlige og det var dejligt at blive kørt rundt i et fremmed land. Det smukkeste ved turen var dog flyvningen over de førnævnte bjerge.
Selvom vi boede på byens bedste hotel, hvilket ikke er ualmindeligt og havde adgang til masse af oplevelser kunne jeg ikke lade vær med at synes det er lidt ensomt og endnu et farligt erhverv, hvor livet netop risikerer at flyve forbi en.
Jeg tror crewet var på et to cifret antal mennesker, og det var ifølge kabinechefslederen et af de hyggelige og gode, så synes jeg også at jeg oplevede ensomme mennesker. Kvinder og mænd som får oplevelser de fleste rejse glade og glamour søgende mennesker misunder dem, og det i spandevis, men som også bliver outsidere af denne grund.
Deres venner og familie fra civil livet har ikke adgang til deres oplevelser og kan ikke gøre andet end at forstille sig dem. Deres kollegaer fra en flyvning møder de måske på en anden flyvning om to år, hvis de er heldige. Få lavet aftaler med dem i civil livet er også besværligt, fordi de alle arbejder på skæve tidspunkter, 3-dages flyvning mig der og 5 dages tur mig her, som ikke nødvendigt passer sammen. Efter at have fløjet og arbejdet sammen i 15 timer i træk, kan de komme til det bedste hotel, den smukkeste by, det mest historisk eller kulturelt område tænkeligt, men de er ligesom alle andre trætte... Konsekvens? Der bliver oftest sovet, låst ind på hotel, shoppet for lige at vise at man har noget godt fra dette sted, måske er der nogen der får sig nogle gode ture i byen... Men ligepludseligt er der gået 10 år uden at man har lagt mærke til det...
Jeg fik at vide at de fleste stewardesser starter med tanken om at blive to-tre år måske og inden de har vendt sig om er alle vennerne blevet sat, de er kommet over den alder hvor man bliver nemmere ansat, deres uddannelse er blevet forældet (ja, mange af dem har altså bachelors og kandidat grader og hvad ved jeg) og håret sidder i postkassen...
Men det var faktisk ikke det jeg regnede med at skrive om her.
Efter denne tur kom jeg hjem og begyndte at føle mig seriøst kvalt i min ny hverdag som ledig, så jeg startede som frivillig kommunikations arbejder på Global, lidt før jeg fik grønt lys fra a-kasse og jobcentret... Men det var det eller depression...
Nu er min virksomhedspraktik periode sluttet men jeg slipper ikke helt arbejdet...
jeg har begået og begår stadigvæk mange fejl - og det uden at tænke på de sproglige og grammatiske fejl som jo nærmest er min stil - og lært rigtig meget...
Jeg har planer om at komme tilbage på lovlig vis, med støtte, til denne stilling, og håbet er at jeg i sidste ende får skabt mig en stilling med løn. Men jeg regner ikke med at tjene nogle penge rigtigt indenfor de nærmeste år...
Og lige netop der kommer min pointe...
Men det bliver ikke i aften!
Ha!
Jeg har stadigvæk ikke fundet mig et betalt fuldtidsjob, men jeg har oplevet og arbejdet en del. I starten af året var jeg ude og flyve en lille tur og få en lille bid luksus liv...
Jeg fløj først ned til Paris et par dage, hvor jeg besøgte min mor og min teenagetids forstad, hvor jeg i stedet for at opsøge mennesker fra mit franske liv, venner og sådan, gemte mig i lejligheden, spillede kabale i timevis, var ude og gå i den nærliggende hule skov (Le bois des trous) og ellers ud og besøge mit speciales case, dvs. den franske radiostation Radio Nova.
Derefter fulgte jeg med min mor på hendes arbejde i 4 dage... Nærmere betegnet, fløj jeg til Santiago del Chile med hende og fik dermed muligheden for at betragte stewardesse livet på nært hold...
Dette var en af de gode luksus flyvninger, med over 48 timer på stedet og dermed tid til lidt trekking og rafting nær Andes bjergene...
Det var magisk, natur udflugten var en af de dejlige og det var dejligt at blive kørt rundt i et fremmed land. Det smukkeste ved turen var dog flyvningen over de førnævnte bjerge.
Selvom vi boede på byens bedste hotel, hvilket ikke er ualmindeligt og havde adgang til masse af oplevelser kunne jeg ikke lade vær med at synes det er lidt ensomt og endnu et farligt erhverv, hvor livet netop risikerer at flyve forbi en.
Jeg tror crewet var på et to cifret antal mennesker, og det var ifølge kabinechefslederen et af de hyggelige og gode, så synes jeg også at jeg oplevede ensomme mennesker. Kvinder og mænd som får oplevelser de fleste rejse glade og glamour søgende mennesker misunder dem, og det i spandevis, men som også bliver outsidere af denne grund.
Deres venner og familie fra civil livet har ikke adgang til deres oplevelser og kan ikke gøre andet end at forstille sig dem. Deres kollegaer fra en flyvning møder de måske på en anden flyvning om to år, hvis de er heldige. Få lavet aftaler med dem i civil livet er også besværligt, fordi de alle arbejder på skæve tidspunkter, 3-dages flyvning mig der og 5 dages tur mig her, som ikke nødvendigt passer sammen. Efter at have fløjet og arbejdet sammen i 15 timer i træk, kan de komme til det bedste hotel, den smukkeste by, det mest historisk eller kulturelt område tænkeligt, men de er ligesom alle andre trætte... Konsekvens? Der bliver oftest sovet, låst ind på hotel, shoppet for lige at vise at man har noget godt fra dette sted, måske er der nogen der får sig nogle gode ture i byen... Men ligepludseligt er der gået 10 år uden at man har lagt mærke til det...
Jeg fik at vide at de fleste stewardesser starter med tanken om at blive to-tre år måske og inden de har vendt sig om er alle vennerne blevet sat, de er kommet over den alder hvor man bliver nemmere ansat, deres uddannelse er blevet forældet (ja, mange af dem har altså bachelors og kandidat grader og hvad ved jeg) og håret sidder i postkassen...
Men det var faktisk ikke det jeg regnede med at skrive om her.
Efter denne tur kom jeg hjem og begyndte at føle mig seriøst kvalt i min ny hverdag som ledig, så jeg startede som frivillig kommunikations arbejder på Global, lidt før jeg fik grønt lys fra a-kasse og jobcentret... Men det var det eller depression...
Nu er min virksomhedspraktik periode sluttet men jeg slipper ikke helt arbejdet...
jeg har begået og begår stadigvæk mange fejl - og det uden at tænke på de sproglige og grammatiske fejl som jo nærmest er min stil - og lært rigtig meget...
Jeg har planer om at komme tilbage på lovlig vis, med støtte, til denne stilling, og håbet er at jeg i sidste ende får skabt mig en stilling med løn. Men jeg regner ikke med at tjene nogle penge rigtigt indenfor de nærmeste år...
Og lige netop der kommer min pointe...
Men det bliver ikke i aften!
Ha!
Kommentarer
Send en kommentar