brazilianspamnewsletter #2
Hej,
Håber i har haft en fantastisk dejlig jul og se frem til et festligt nytår.
Jeg har nu været der i små tre uger og er lige kommet hjem fra Ilhabela i forgårs, så jeg lige kunne mødes med min mor, der havde en flyvning til São Paulo. De sidste ugers tid er det stadigvæk fortsat med at gå op for mig, hvilket mærkeligt eksistentielt krumspring jeg lige fik lavet... Så vågner jeg op i Brasilien. Mærkeligt. Lidt varmere, men stadigvæk ret fugtigt...
Den første uge i São Paulo gik med at sætte min situation i orden, få adgang til min brasiliansk konto men min fars royalties, oversætte mit CV, der stadigvæk mangler et kæmpe stykkke arbejde, få et brasiliansk telefonnummer (se nedenunder) og ellers bare lave ingenting meget langsomt.
Jeg har også skulle forklare folk hvad det egentligt er, jeg laver her, hvilket diploma jeg har osv... Og jo mere jeg forklarer jo mere usikker bliver jeg. Jeg smuttede fra Danmark fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af hvad jeg ville. Og så skal jeg sælge det her...
Jeg troede at jeg ville have en kæmpe sikkerheds følelse i maven, men den er ikke kommet.
Jeg var på Ilhabela og arbejde juleaften. Hos min fars sidste kæreste (Claudia) og hendes mand. jeg lærte at lave brasiliansk juleret. Kalkun med sød faroffa (grov rasp med nødder og tørrede frugter). Kalkun hedder Peru på portugisisk, hvilket også er ordet for det mandlig kønsorgan... Så der var meget sjovt med at jeg skulle fugte to af dem hver halvetime en hel dag.
Den anden sjove ting er at hun er flyttet op på et bjerg, Cocaia, to huse over Edilce, som var min fars tidligere kæreste på Ilhabela. Ret smukt sted, men som jeg har ikke rigtigt kan klare. Først fordi man skal gå 30 minutter ned af en mudderbakke for at komme til byen på en vej hvor der ikke er lys om natten. Det føles lidt som et urskovsfængsel med skoven og rio'en bagved. Det er lidt sjovt fordi den lille flod (eller hvad det nu hedder vand, der løber ned af bjerget, å?) også bliver benyttet af folk fra de forskellige huse til at bade. Det vil sige at hvis den der bor i huset øverst tisser i vandet så pisser den bogstaveligt talt på sin nabo. For eksempel pisser Claudia på Edilce.
Men det jeg ikke kan lide ved stedet er dyrene. For det første er der "borrachudos" sådan nogle mygger der er øens specialitet. Da jeg kom som teenager åd de mig rå, jeg blev bidt i ørene, mellem tæerne, i næseborene, og ellers alle de almindelige steder, samtidigt. Men det ser ud til at jeg ikke længere bliver betragtet som den søde importeret delikatesse af dem. Det må være smøgerne. Men det er ikke de eneste dyr.
Claudia og Fabio fortalte mig at de havde haft en koral slange boende i haven i en periode... Engang i mellem er der nogle små grønne slanger der lige spadserer igennem huset.og der bor også en to meter lang slange i området. Hun fortalte ligeledes at hun havde lagt sig på en sten for at tørre efter en tur i vandet. Da hun kiggede til siden fandt hun ud af at hun ikke var den eneste der havde fået ideen. Der var en kæmpe behåret edderkop, på størrelse med en hånd. Føj.
Og så er der myrer. Jeg kan hellere ikke lide myrer. Jeg havde en tendens til at sætte mig på myretuer som barn.
De bor under huset, er store, lidt røde i det og æder alt. For eksempel gnavede de sig igennem en kraftig plastikpose (dvs. en hermetisk lukket pakke) fordi de havde luret at der var rosiner. Og de bidder de sataner når man går i krig med dem. De tror at gift er dessert.
Til gengæld er der sommerfugle for dem der kan lide dem. De store flotte blå (tror de er ret almindelige her i Brasilien) og små gule og hvide. Og "hekse". Sådan nogle natsommerfugle på størrelse med en balle. Men de findes også i São Paulo. Der var en på mit væresle forleden. Tilgengæld er bymyrerne mindre.
Og forleden var der en frø i vasken. Og brasilianske kakkerlakker er 13 cm lange og flyver.
Jeg tror jeg er et bymenneske.
Det var mening at jeg ville prøve på at blive på Ilhabela men no can do. Jeg kan godt lide stedet (øen), men kan ikke bo deroppe. Det kradser bare jeg tænker på det.
Jeg blev ellers præsenteret for mange søde mennesker derover, der ville kunne hjælpe mig med at få gang i karrieren her. Folk derover er stinkende rige. Eller i det hele taget er jeg hos den mere velhavende del af samfundet her. Men på Ilhabela er de virkeligt stinkende rige. Mange af dem.
Brasilien virker per definition per nepotisme, så det er meget heldigt for mig at blive præsenteret for de der mennesker, der sidder øverst på ditten og datten. Men jeg ved ikke hvad jeg vil, så det nytter ikke noget.
Generelt sidder jeg med en følelse af at være møgforkælet, fordi de der folk tager imod mig, og jeg tager imod, føler mig hjemme i al den luksus. Men jeg føler mig også lidt utilpas med det. Selvom det brasilianske samfund er begyndt på at få det bedre er en mindste løn 540 R$ ca (omkring 1600kr) og selvom der er meget få der kun får en mindste løn, er der alligevel omkring 30 millioner brasilianer der modtager sådan en slags start hjælp på ca. samme beløb... Og så vidt jeg forstod, er det selvom de arbejder.
Den person der fortalte mig den historie havde en tekstil industri med tre fabrikker i Brasilien, som blandt andet eksporterede til Danmark, men blev nødt til at lukke fordi Realen (den brasilanske mønt) var begyndt på at blive for meget værd og han kunne ikke konkurrere med den kinesiske tekstil industri.
Han har i øjeblikket omkring 600 sager på halsen fordi det er nødvendigt for at hans tidligere ansatte kan få kompensation...
I følge nogle af de folk jeg har mødt her er landets fremgang en stor løgn. Lula skulle være kommet på TV da krisen blev offentliggjort og har sagt til folk " Der er ikke nogle krise, Brasilen kommer igennem det i skal være trygge og fortsætte med at købe". Og det bliver folk ved med, for lånte penge. Hvilket de altid har gjort. Så længe jeg husker har man altid kunne købe på kredit og dele det ud på 3, 6, 9 eller 12 udbetalinger. Lide L'Easy agtigt. Bare med det hele.
Men de anerkender også at der er sket noget. De lave klasser er begyndt på a få adgang til mere, hvilket selvfølgeligt er ilde set fra de høje klasser, fordi lige pludseligt kommer de de samme steder, men har forskellige værdier... I don't know.
Jeg spurgte Fabio om han havde mærket krisen på sin restaurants omsætning, Han svarede:
"Der er kommet mange flere små billige restauranter, som er blevet rigere. Middelklassen har mistet penge, så restauranterne for middelklassen har fået det dårligere. Dem der er rige, rådendende rige, de mærker aldrig noget. Det er dem jeg laver mad til. Så jeg har ikke kunne mærke noget."
Meget godt billede af Brasilen i dag synes jeg...
Nå, jeg vil tage mit tøj og pakke til i morgen.
Håber i har det godt og får masse af gode ting til at starte det nye år.
Håber i har haft en fantastisk dejlig jul og se frem til et festligt nytår.
Jeg har nu været der i små tre uger og er lige kommet hjem fra Ilhabela i forgårs, så jeg lige kunne mødes med min mor, der havde en flyvning til São Paulo. De sidste ugers tid er det stadigvæk fortsat med at gå op for mig, hvilket mærkeligt eksistentielt krumspring jeg lige fik lavet... Så vågner jeg op i Brasilien. Mærkeligt. Lidt varmere, men stadigvæk ret fugtigt...
Den første uge i São Paulo gik med at sætte min situation i orden, få adgang til min brasiliansk konto men min fars royalties, oversætte mit CV, der stadigvæk mangler et kæmpe stykkke arbejde, få et brasiliansk telefonnummer (se nedenunder) og ellers bare lave ingenting meget langsomt.
Jeg har også skulle forklare folk hvad det egentligt er, jeg laver her, hvilket diploma jeg har osv... Og jo mere jeg forklarer jo mere usikker bliver jeg. Jeg smuttede fra Danmark fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af hvad jeg ville. Og så skal jeg sælge det her...
Jeg troede at jeg ville have en kæmpe sikkerheds følelse i maven, men den er ikke kommet.
Jeg var på Ilhabela og arbejde juleaften. Hos min fars sidste kæreste (Claudia) og hendes mand. jeg lærte at lave brasiliansk juleret. Kalkun med sød faroffa (grov rasp med nødder og tørrede frugter). Kalkun hedder Peru på portugisisk, hvilket også er ordet for det mandlig kønsorgan... Så der var meget sjovt med at jeg skulle fugte to af dem hver halvetime en hel dag.
Den anden sjove ting er at hun er flyttet op på et bjerg, Cocaia, to huse over Edilce, som var min fars tidligere kæreste på Ilhabela. Ret smukt sted, men som jeg har ikke rigtigt kan klare. Først fordi man skal gå 30 minutter ned af en mudderbakke for at komme til byen på en vej hvor der ikke er lys om natten. Det føles lidt som et urskovsfængsel med skoven og rio'en bagved. Det er lidt sjovt fordi den lille flod (eller hvad det nu hedder vand, der løber ned af bjerget, å?) også bliver benyttet af folk fra de forskellige huse til at bade. Det vil sige at hvis den der bor i huset øverst tisser i vandet så pisser den bogstaveligt talt på sin nabo. For eksempel pisser Claudia på Edilce.
Men det jeg ikke kan lide ved stedet er dyrene. For det første er der "borrachudos" sådan nogle mygger der er øens specialitet. Da jeg kom som teenager åd de mig rå, jeg blev bidt i ørene, mellem tæerne, i næseborene, og ellers alle de almindelige steder, samtidigt. Men det ser ud til at jeg ikke længere bliver betragtet som den søde importeret delikatesse af dem. Det må være smøgerne. Men det er ikke de eneste dyr.
Claudia og Fabio fortalte mig at de havde haft en koral slange boende i haven i en periode... Engang i mellem er der nogle små grønne slanger der lige spadserer igennem huset.og der bor også en to meter lang slange i området. Hun fortalte ligeledes at hun havde lagt sig på en sten for at tørre efter en tur i vandet. Da hun kiggede til siden fandt hun ud af at hun ikke var den eneste der havde fået ideen. Der var en kæmpe behåret edderkop, på størrelse med en hånd. Føj.
Og så er der myrer. Jeg kan hellere ikke lide myrer. Jeg havde en tendens til at sætte mig på myretuer som barn.
De bor under huset, er store, lidt røde i det og æder alt. For eksempel gnavede de sig igennem en kraftig plastikpose (dvs. en hermetisk lukket pakke) fordi de havde luret at der var rosiner. Og de bidder de sataner når man går i krig med dem. De tror at gift er dessert.
Til gengæld er der sommerfugle for dem der kan lide dem. De store flotte blå (tror de er ret almindelige her i Brasilien) og små gule og hvide. Og "hekse". Sådan nogle natsommerfugle på størrelse med en balle. Men de findes også i São Paulo. Der var en på mit væresle forleden. Tilgengæld er bymyrerne mindre.
Og forleden var der en frø i vasken. Og brasilianske kakkerlakker er 13 cm lange og flyver.
Jeg tror jeg er et bymenneske.
Det var mening at jeg ville prøve på at blive på Ilhabela men no can do. Jeg kan godt lide stedet (øen), men kan ikke bo deroppe. Det kradser bare jeg tænker på det.
Jeg blev ellers præsenteret for mange søde mennesker derover, der ville kunne hjælpe mig med at få gang i karrieren her. Folk derover er stinkende rige. Eller i det hele taget er jeg hos den mere velhavende del af samfundet her. Men på Ilhabela er de virkeligt stinkende rige. Mange af dem.
Brasilien virker per definition per nepotisme, så det er meget heldigt for mig at blive præsenteret for de der mennesker, der sidder øverst på ditten og datten. Men jeg ved ikke hvad jeg vil, så det nytter ikke noget.
Generelt sidder jeg med en følelse af at være møgforkælet, fordi de der folk tager imod mig, og jeg tager imod, føler mig hjemme i al den luksus. Men jeg føler mig også lidt utilpas med det. Selvom det brasilianske samfund er begyndt på at få det bedre er en mindste løn 540 R$ ca (omkring 1600kr) og selvom der er meget få der kun får en mindste løn, er der alligevel omkring 30 millioner brasilianer der modtager sådan en slags start hjælp på ca. samme beløb... Og så vidt jeg forstod, er det selvom de arbejder.
Den person der fortalte mig den historie havde en tekstil industri med tre fabrikker i Brasilien, som blandt andet eksporterede til Danmark, men blev nødt til at lukke fordi Realen (den brasilanske mønt) var begyndt på at blive for meget værd og han kunne ikke konkurrere med den kinesiske tekstil industri.
Han har i øjeblikket omkring 600 sager på halsen fordi det er nødvendigt for at hans tidligere ansatte kan få kompensation...
I følge nogle af de folk jeg har mødt her er landets fremgang en stor løgn. Lula skulle være kommet på TV da krisen blev offentliggjort og har sagt til folk " Der er ikke nogle krise, Brasilen kommer igennem det i skal være trygge og fortsætte med at købe". Og det bliver folk ved med, for lånte penge. Hvilket de altid har gjort. Så længe jeg husker har man altid kunne købe på kredit og dele det ud på 3, 6, 9 eller 12 udbetalinger. Lide L'Easy agtigt. Bare med det hele.
Men de anerkender også at der er sket noget. De lave klasser er begyndt på a få adgang til mere, hvilket selvfølgeligt er ilde set fra de høje klasser, fordi lige pludseligt kommer de de samme steder, men har forskellige værdier... I don't know.
Jeg spurgte Fabio om han havde mærket krisen på sin restaurants omsætning, Han svarede:
"Der er kommet mange flere små billige restauranter, som er blevet rigere. Middelklassen har mistet penge, så restauranterne for middelklassen har fået det dårligere. Dem der er rige, rådendende rige, de mærker aldrig noget. Det er dem jeg laver mad til. Så jeg har ikke kunne mærke noget."
Meget godt billede af Brasilen i dag synes jeg...
Nå, jeg vil tage mit tøj og pakke til i morgen.
Håber i har det godt og får masse af gode ting til at starte det nye år.
Kommentarer
Send en kommentar